Ejby Kirkes historie

Billedet er taget af Poul Møller fra Præstø, der har besøgt Domkirken i Åbo, og efterfølgende sendt os dette billede af den flotte oprindelige Kalk, som den er udstillet i Åbo Domkirke.

Vi fik historien om vores Ejby Kalk opfrisket, da vi Marts 2024 modtog besøg af Tiina Gustafsson i Ejby Kirke.

Tiina havde været turistguide i Åbo Domkirke i Finland, og kunne berette, at den oprindelige Ejby Kalk her er et stort tilløbsstykke. Tiina berettede også om historien bag tyveriet i 1509 og tilbageleveringen 1925, hvor Ejby Kirke som tak fik tro kopier af både Kalk og Disk, samt lysekronen, der nu hænger tættest på alteret.

Ved besøget kunne en borger fremvise en udgave af Dagbladet 1964 , hvor hele historien også er beskrevet.

Næsten uanset fra hvilken side den vejfarende kommer til Ejby Kirke , fremstår den meget smukt med sit typisk landsbyagtige præg. Ikke underligt at kirken har inspireret kunstnere til flere gange at bruge den som motiv. Bl.a. blev Ejby Kirke brugt som motiv i frimærkeserien "Landsbykirker" udgivet af postvæsenet i 1944.
Ejby Kirke er en gammel middelalderkirke, bestående af romansk skib (fra omkring 1150-1200) med gotisk østforlængelse, hvortil der i sengotisk tid (omkring år 1500) er føjet tre tilbygninger, nemlig tårn, sakristi og våbenhus.
Døbefonten er fra omkring 1300. Den er udført i gotlandsk kalksten og er forsynet med indristede apostel- og helgenfigurer. Altertavlen er malet i 1596 og er af baldakintype med katekismustavler. Prædikestolen, i bruskbarok, er fra 1625.
Orglet har 15 stemmer fordelt på 2 manualer og pedal og er bygget i 1995 af Gunnar F. Husteds Orgelbyggeri.
Kirken er som noget helt enestående bygget i grønsandsten, som er hentet ved Lellinge.
Særligt interessant er kirkens to tympana med relieffer, som sidder over hh. syd- og nordindgangen. Sydmurens tympanon forestiller Kristus som verdensdommer xx), mens nordmurens tympanon er en illustration af det onde, lindormen x), i al sin hæslighed. De to tympana viser tydelig skånsk påvirkning eller oprindelse.
Kalken er fremstillet af A. Dragsted, København i 1925, som kopi efter den tidligere kalk, et gotisk pragtstykke, der stammer fra omkring 1471 og af domprovst Magnus Stiernkors er skænket til et af ham stiftet alter i Åbo Domkirke, Finland; herfra fjernedes den i 1509 af Otto Rud ved byens og kirkens plyndring sammen med den ligeså skønne disk, og er senere kommet til Ejby Kirke gennem en af Otto Ruds slægtninge, der som lensmænd over Tureby len var knyttet til egnen. Åbo-kalken, hvis bæger var fornyet i sin tid, blev givet tilbage til Finland i 1925. Disken er ligeledes kopi ved Dragsted af den oprindelige, der er rigt udsmykket og er samtidig med kalken.
Alterbordet er prydet med nyt vævet antependium fra 1996.
Tidligere præst ved Ejby Kirke, nu afdøde provst Bent Fønss-Jørgensen fortæller følgende om lindormen i sin bog "Hedeboer og Skovboer i hverdag og fest": Når mange turister hvert år lægger vejen om ad Ejby Kirke, skyldes det et mærkeligt relief i tårnrummet på nordsiden. Det forestiller en lindorm med opspilet gab og spillende tunge. Den lange bugtede hale snor sig som en knude og spalter sig igen i fem mindre hvæsende slangehoveder, tre foroven og to forneden. Martin A. Hansen har gjort mig opmærksom på, at det midterste af de tre øverste hoveder, et hoved der med god vilje kan minde om et løvehoved, kaldes "den bekymrede Merovinger-løve", fordi det har lighed med løven i Merovingerskjoldet. Lindormens skarpe kløer minder om uhyrets på den store runesten i Jelling, og vingerne har den foldet sammen på ryggen. Hovedet minder om vikingetidens dragehoveder. Ved siden af billedet er en roset, der afslører, at det er en skånsk mester, der står for relieffet. Dette relief er enestående i Sjællands stenskulptur, der er fattig på relieffer fra den romanske tid, og står som et billede af det onde i al sin hæslighed og gru.
Relieffet af lindormen blev af Vallø Stift, som dengang ejede kirken, flyttet ud på kirkens nordside i 1863, hvor det sad til det i 1955 igen blev flyttet ind i kirken. Til adskillige kirker knytter sig sagnet om lindormen, der dræbes af en tyr, men ingen steder findes det i så rig en udformning som i Ejby Kirke.
Sagnet lyder således: Engang i den tidlige middelalder kom der en lindorm og lagde sig ved den søndre indgang til kirken, så folk ikke kunne komme derind. Det var et skrækkeligt uhyre, som ingen turde give sig i kast med. En ung karl som vovede forsøget, blev dræbt ved et slag af dens kraftige hale, hvorefter den åd ham. Når der havde været begravelse, slæbte uhyret sig hen til graven og gravede liget op og åd det. For at komme ind i kirken måtte menigheden bryde et hul på kirkens nordside. Til sidst blev det dog byens folk for broget, og de besluttede i forening at opdrætte en tyrekalv, som, når den blev stor nok, skulle nedlægge uhyret, så vejen til kirken igen kunne blive fri. Tyren blev opfødt ved sødmælk og nøddekerner - en lokal tradition vil vide, at det skete på den gård i Ejby, der nu bærer navnet "Lagresti". Da tyren var 5 år gammel, sendte man den mod Lindormen, men ved synet af det hvæsende dyr fór den skræmt tilbage. Så ventede man to år til, og denne gang var tyren stærk nok til at gå løs på lindormen. Nu frygtede den hverken uhyrets gnistrende øjne eller uhyggelige snøften. Med sænkede horn fór tyren rasende ind på lindormen og dræbte den. Lindormen gav et vældigt dødsbrøl fra sig, og dens mage, som sagdes at ligge på Ølby Ås og ruge over sine skatte, svarede med et lige så uhyggeligt brøl. Men tyren var blevet så medtaget af lindormens edder, at den brølende af smerte styrtede ud i Ejby Mose, hvor den druknede. I Ejby Mose fandt man siden et par uroksehorn, som tidligt af almuen blev anset for at være fra denne tyr. Hornene førtes op til Ejby Kirke, hvor de i mange år opbevaredes inde i kirken. Men i 1843 blev de bragt ind på det daværende Oldnordisk Museum, hvor de siden er forsvundet. Men sagnet om og billedet af lindormen er stadig bevaret som en levende illustration til "Orm og Tyr".
Endvidere skal det nævnes, at der på kirkens nordside findes en revne, hvor kalken aldrig kan sidde fast. Det skyldes ifølge traditionen, at lindormen slog mod muren med sin kraftige hale og blandede sin edder med murens kalk. En mere rationalistisk forklaring vil dog hævde, at det er fugtighed i den kalkholdige grønsandsten, der er skyld i kalkens manglende stabilitet.
Lige over for lindormen ser vi på sydsiden et relief, som er diametralt modsat. Det forestiller den velsignende Kristus siddende på regnbuen (som forbinder jord og himmel). Om hans hoved er en korsglorie, og han støtter evangeliet mod knæet. Som i Salomons tempel er der på hver side af Kristus 2 søjler, som hans hår er snoet om hver sin vej. Ved siden af søjlerne er der to træer som i Johannes' Åbenbaring. Omkring træerne er markeret floden, som strømmer fra himlen, og symboliserer dåben. En utydelig indskrift menes at betyde, at den, der kommer i Herrens hus, bør betænke, at her hjælper kun bønner. Dette relief er betydelig bedre bevaret end lindormen, idet det altid har været inde i kirken.